Alt du bør vide om dit spædbarns søvn
Søvn er et af de mest omdiskuterede emner, hos nybagte forældre. Det er det fordi små børns søvn er helt anderledes end voksnes.
De sover måske kun 1-2 timer ad gangen og det betyder den nybagte forælder bliver fuldstændig udmattet og får et stort søvnunderskud.
Nogle er vågne hele natten og sover hele dagen
Nogle nyfødte sover kun 45 minutter i træk hele natten lang. Det kan skyldes den døgnrytme, de har etableret inde i maven:
”Mange børn bliver født med en døgnrytme, der er helt omvendt i forhold til vores, De sover i længere stræk om dagen og i mindre stræk om natten,” fortæller børnelæge Charles Shubin til babycenter.com.
Nyfødte, der vågner hele tiden og skal have mad, kærtegn eller bare sparke, kan være grunden til, at forældrene bliver meget udmattede.
Hvis dit barn er sådan, så prioriter at få sovet i løbet af dagen, og husk på at det kommer til at ændre sig snart.
Når hjernen udvikler sig og han vender sig til skiftet mellem dag og nat, bliver hans søvnfrekvenser længere om natten.
De fleste nyfødte justerer søvnen i løbet af den første måned.
Nyfødtes søvn er uforudsigelig
I løbet af de første uger sover den nyfødte næsten hele døgnet rundt, men desværre kun i korte perioder af gangen.
I den første måned sover de mellem 14-18 timer i døgnet, i den anden måned er det 12-16 timer i døgnet. Nogle babyer sover mere, andre mindre, det er meget forskelligt fra baby til baby.
Du behøver derfor ikke at være bekymret, hvis dit barn sover 20 timer i døgnet, i den første måned. Det er meget normalt.
Selv for de forældre der har en baby, som sover meget, er perioden hård, fordi søvnperioderne er korte.
Det tager tid for dem at falde i søvn igen, og nogen gang når de kun at sove 10 minutter, før den nyfødte baby igen vågner.
Nyfødte har ikke brug for ro
Du behøver ikke at hviske og liste rundt i huset, når din baby skal sove. Nyd det så længe det varer, du vil tidsnok komme til at liste rundt, hver gang din baby skal sove.
”De fleste nyfødte kan sove selv de mest larmende og lyse steder.” fortæller børnelæge Charles Shubin til babycenter.com.
Det er ikke overraskende, da din baby har brugt 9 måneder i din mave, uden at nogen tog hensyn til hvor meget de larmede.
Derudover er lydende fra dit hjerteslag, fordøjelsessystem og blodets susen også ret høje.
Faktisk sover din baby også bedre, når der er monotome lyde. Nogle forældre går så langt som til at sætte liften ved siden af opvaskemaskinen, når den kører, eller støvsuge, når baby skal falde i søvn.
Nogle påstår endda, at det er et godt trick til at få kolikbørn til at falde til ro.
“Med vores den først hjalp det at stille ham under emhætten, så sov han sødt.” Fortæller Min-Maves bruger FruA
“Jeg har aldrig selv haft problemer med at mine børn ikke sov. Men jeg gik i mødregruppe med en hvis datter kun kunne sove til lyder af skrat fra en uindstillet radio…så det virker altså også” Fortæller Min-Maves bruger kom-nu.
Sådan skal baby sove udenfor
Barnevognen skal altid stå i læ og i skygge.
Er det sommer skal du sørge for god ventilation i vognen og tjekke ofte, om barnet har det for varmt.
Er det fugtigt i nakken, skal du tage noget tøj af barnet, fjerne tæppet – eller hvad du ellers kan gøre for at sænke temperaturen for barnet
Er det vinter skal du sørge for, at barnet ikke bliver koldt.
Små børn reagerer ikke på kulde, så du skal finde den gyldne middelvej – ikke for varmt og ikke for koldt. Er barnet tørt og varmt i nakken er temperaturen lige tilpas.
Regner det skal barnet stå under et halvtag – et regnslag er ikke særlig åndbart og derudover kan barnet hive regnslaget ind i vognen og risikere at blive kvalt.
Børn der er syge og har feber må ikke sove ude, men skal observeres indenfor.
Børn må først komme udenfor, når de har genvundet deres fødselsvægt og skal minimum veje 3000 gram.
Babyer har deres egen søvnpersonlighed
Babyer har deres helt eget unikke temperamenter, når det kommer til søvn, og det er meget individuelt hvordan de sover.
”Babyer har helt sikkert deres forskelligheder, når det gælder deres søvn, nøjagtigt ligesom voksnes søvnmønstre er meget forskellige. Nogle små børn er meget udholdende og vil bekæmpe søvnen, så meget som de kan, andre falder lettere i søvn,” fortæller børnelæge Charles Shubin til babycenter.com.
Forældre der har flere børn, vil også kunne se at der er forskel på dem, fra en helt tidlig alder.
Selvom du måske ikke har vundet i søvn-lotteriet, så kan du forbedre dit barns søvnvaner ved at etablere gode putterutiner. Læs mere her.
Babyer skal sove spartansk
For nogle generationer siden, var en babyvugge pakket med en blød madras, puder og dejlige tæpper, men den nyeste forskning viser at det faktisk er sikrest hvis baby sover på ryggen på en fast madras, ingen hovedpuder og kun et enkelt tæppe.
Nogen går så langt som til at råde at dynen eller tæppet og så fjernes fra vuggen, og man i stedet giver baby en tyk natdragt på og skruer op for varmen.
Der skal heller ikke være bamser eller anden pynt, der kan komme til at kvæle baby i sin søvn.
Læs mere om hvordan du undgår vuggedød.
Hvordan sover din nyfødte baby?
Har du fået en rigtig sovetryne eller en natteravn, og hvordan har du overlevet de første måneder med søvnmangel?