Close
Log Ind Opret Bruger
Barselsbesøg – gode råd til dig som gæst
facebook pinterest twitter

Barselsbesøg – gode råd til dig som gæst

Julie - Min-Mave.dk
24 september 2018, 09:06 Julie - Min-Mave.dk

mor, nyfødt, portræt

Endelig! Du har fået grønt lys til at komme på barselsbesøg hos den nybagte familie.

Men;

Kære dig, der snart skal på barselsbesøg: inden, at du smider alt, hvad du har i hænderne, og drager mod deres hjem for at se den lille ny, er der lige et par overvejelser og råd, der måske er værd at se på.

Stik en finger i jorden

Det er ikke til at vide, hvordan – især – den nybagte mor har det. Hun kan være ved at drukne i hormoner og træthed, og hendes overskud kan være lig nul. Derfor har hun måske ikke overskud til det store, når du kommer på besøg.

Det kan også være, at hjemmet oser af endorfiner, og at der er masser af overskud.

Du glæder dig måske til at skulle holde det lille, ny vidunder i dine arme, dufte og kysse de små kinder. Åh! Duften af baby kan give de fleste bløde knæ. Men – du skal faktisk være forberedt på, at det ikke er alle, der synes det er behageligt, hvis andre holder deres nyfødte baby. Det er en reel og dyb følelse for en mor/far, og hvis dette er tilfældet, så er det din fornemmeste opgave at respektere dette.

Afvent evt., og se om du bliver tilbudt at holde baby. Hvis ikke, så kan det være, at du bliver tilbudt det næste gang.

Det kan også være, at du dårligt når at komme ind ad døren, før du får smidt baby i armene, fordi at mor/far skal på toilettet eller bare lige have en lille pause.

Vi er allesammen forskellige, og tiden som nybagte forældre kan godt være ret kaotisk, både psykisk og fysisk, og for nogen mere end andre.

Se også:
Barselsbesøg: Svigermødre, søskende, onkler og naboer – gå to skridt tilbage

 

Hvad skal man sige og gøre?

Ros den lille baby for hvor fin, lille, smuk og dejlig han/hun er. Også selvom du måske ikke synes det. Men du skal huske, at for det nybagte forældrepar, så er denne baby det smukkeste og dejligste i verden. Og det er jo egentlig derfor du er der; for at se den lille ny.

Ros og anerkend moderen for fødslen, for graviditeten. Hun har lige været igennem den vildeste rejse, fysisk og psykisk.

Og du kan rose og opmuntre faderen for at have været støttende under fødslen, og til at være ekstra støttende og omsorgsfuld her i den første tid.

Og derudover – så bare nyd den lille, ny baby.

Iagtag den nye familie.

Tag billeder af dem sammen, gerne uopstillet, og send efterfølgende som besked og skriv tak fordi, at du måtte komme på besøg.


“Uden mad og drikke…”
Gode råd, til dig, der skal på barselsbesøg:

Selvom du kommer på besøg som gæst, så skal du ikke forvente, at der dufter af friskbrygget kaffe når du ankommer (obs – til tiden!).

Til gengæld kan du selv tilbyde at lave en kande kaffe til jer! Og så er det måske også værd at vide, at de fleste ammende kvinder bliver meget tørstige, når de ammer, så hent gerne et glas vand til den ammende mor – din omsorg vil garanteret blive værdsat.

Du går meget sjældent forkert i byen, hvis du kommer med mad til den nybagte familie. Gerne noget, der kan fryses ned, og kan laves på ganske kort tid.

Tænk over, hvad der kan opvarmes i et ovnfast fad, eller transporteres i en frysepose og blot skal varmes i en gryde.

Forslag til mad, du kan medbringe:

Barsels-bolognese. Husk et par poser pasta, og gerne fuldkornspasta, så familien får god energi med gods i! En god olivenolie er også rar at få med, og eventuelt en frisk basilikum. Det kan sagtens gå for en blomst.

Se opskrift på Barsels-bolognese her

Frikadeller. De er super gode til at have liggende i køleskabet, så man lige kan hapse et par stykker mellem amning, søvn og bleskift. Lav gerne en stor portion, og kom den ene frysepose i familiens køleskab, og smid den anden frysepose i fryseren.

Boller i karry. Husk en pose ris. Hvis du er i tvivl om familien er til basmati eller de økologiske fuldkornsris, så køb én af hver.

Ost. Det er rart at have en ost i køleskabet til at komme på brødet. Køb eventuelt en god, mellemlagret ost i skiver – det er nemt, da maden kan fikses med baby på armen, og en mellemlagret ost kan de fleste lide.

Smør. Gerne en smørbar – det skal ofte gå stærkt, og der er smørbart bare nemmere at have med at gøre. Husk, at man kan få ekstra lækre udgaver af smørbare smør, derer fx de økologiske, de plantebaserede, dem med havsalt i mm.

En pose grovboller og en pakke rugbrød i skiver. Det er rart at have en pose boller/rugbrød liggende, som man kan spise på alle døgnets tidspunkter.

Frugt.

Kage.

En pose kaffe/instant kaffe og en liter mælk.

KULHYDRATER! I alle dets afskygninger. Det er hurtig energi, og overskueligt at spise, hvis der er stress på.

 

Og så skal du huske at gå hjem! Og gerne efter en halv time – tre kvarters tid.

Der er mange, der ikke bryder sig om at sende gæster hjem. Og slet ikke, hvis I er kommet med gaver til den lille og mad til forældrene.

Så det er DIT ansvar at rejse dig op, og sige farvel og tak fordi at du måtte komme ind i barselshulen.

De første uger efter fødslen er hellig for den ny familie. Husk og respektér det.

 

Se også:
Inspiration til en barselsgave til den nybagte mor

 

Har du andre gode råd til den kommende barselsgæst? Eller gode råd til en ret mad, der kan medbringes? Kommentér meget gerne herunder 🙂