Baby 49. uge – Fuld fart på din baby
Du har måske oplevet, at dit barns interesse for legetøj har været faldende.
Det er der intet underligt i.
Det skyldes, at dit barn i denne periode bruger sin alt energi på at sætte sig op, kravle rundt, komme op og stå og måske gå de første skridt.
Det er hårdt at lære at kravle
At lære at kravle er hårdt arbejde! Det er fysisk hårdt, og det kræver en god portion mod.
Når det er lært, kommer næste udfordring; at rejse sig. Og bagefter at begynde at gå.
Det er en lang udviklingsproces, som kræver meget af dit barn.
Derfor er det ikke unormalt, at legetøjet bliver nedprioriteret i denne periode.
Al koncentration bruges på bevægelsesprojektet, og der gives ikke op!
Der er forskel på, hvor hurtigt spædbørn lærer at rejse sig.
For nogle går det hurtigt, mens andre må kæmpe mere for det.
Men én ting er sikkert.
Dit barn giver ikke op.
Spædbørn har en indbygget motivation, der gør, at de bliver ved og ved, ligegyldigt hvor mange gange de falder på numsen.
Derfor behøver du ikke presse dit barn ud i situationer, det ikke er klar til.
Der er f.eks. ingen grund til at sætte dit barn, der lige er begyndt at kravle, på fødderne midt ude på gulvet og opfordre det til at gå uden støtte.
Dit barn ville gøre det, hvis det kunne.
Læs også: Den motoriske udvikling 1-2 år
Barnet har brug for gulvplads
Når dit barn begynder at bevæge sig rundt, har det brug for plads til at gøre det.
For det første er det vigtigt, at det sted barnet får lov til at bevæge sig frit i, er sikkert.
Hvis barnet får tildelt et stykke af et flisegulv, kan det være en god ide med et tæppe, måske i form af en legemåtte der ligner et vejsystem eller en bondegård.
For det andet er det vigtigt for barnet ikke at være alene.
Et nok så fint indrettet legerum bliver kedeligt for barnet, hvis det skal være alene.
Derfor kan det være en god ide at give barnet lidt gulvplads i f.eks. dagligstuen.
Gammelt legetøj kan virke som nyt
Mange forældre (og bedsteforældre!) kan godt lide at forkæle deres børn med nyt legetøj.
Nyt legetøj er altid dejligt, men som dit barn udvikler sig nu, kan det gamle legetøj faktisk virke som nyt.
Legetøjet får nemlig nyt liv, når man kan lege med det siddende.
Det siger nye lyde, når man taber det på gulvet, og pludselig kan man selv kravle hen og tage fat i det stykke legetøj, man vil.
Der er dog legetøj, som dit barn kan have særlig stor glæde af i denne periode sammenlignet med tidligere.
Ting der kan rulle væk, er frustrerende for små spædbørn, fordi tingene forsvinder fra dem.
Men nu hvor dit barn kan følge efter tingene, vil bolde og ting med hjul sikkert bringe stor glæde.
I denne periode lærer børnene ekstremt meget om årsag og virkning – ”Når jeg giver slip på legetøjet, falder det på jorden”.
Ligeledes vil legetøj, der giver lyd, når man trykker på en knap, vække stor begejstring.
Det kan måske være trættende for voksenører, men dit barn lærer enormt meget af det.
At lege med voksenting
Lige meget hvor meget forskelligt legetøj dit barn har, er der intet mere spændende end ting, barnet ikke har set før.
Barnet har brug for dele af den voksne verden – det er spændende og nyt!
Simple ting som toiletruller der både kan rulle og bruges som kikkert, er lærerige for de små.
På samme måde kan papkasser bruges til at putte ting i, gamle ugeblade kan rives i stykker og tomme yoghurtbægre kan stables og væltes.
Så længe tingene er sikre, er det kun fantasien, der sætter grænser for leg.
Video: Dreng tester legetøj