Close
Log Ind Opret Bruger
Baby 44. uge – Fra spædbarn til barn
facebook pinterest twitter

Baby 44. uge – Fra spædbarn til barn

Avatar
9 december 2012, 09:03 edit

I uge 44 er baby ved at blive et barn

Udviklingen går så stærkt, at det som forældre kan være svært at følge med.

Når dit barn nærmer sig et-årsalderen, tager udviklingen for alvor fart.

Nu handler det om at være opmærksom og løbende ændre den måde, du håndterer dit barn på.

 

Dit barns udvikling går stærkt

Pludselig kan din baby stå selv, måske endda gå et par skridt.

Samtidig har din baby lært at forstå en masse voksenord og måske sige et par stykker selv.

Den dramatiske udvikling gør måske, at du synes, dit spædbarn virker som en helt anden person.

I så fald er det bare at slå koldt vand i blodet, for selvfølgelig er det ikke det.

Det spædbarn der lå og græd, når du forlod soveværelset, er bare ved at udvikle sig til et større og mere mobilt barn, der kravler efter dig og løfter armene i vejret, når det vil bæres.

Denne fase er, ligesom alle andre, meget krævende for forældrene.

I en periode hvor dit barn udvikler sig hurtigt, bliver forældrerollen mere og mere krævende.

Du skal hele tiden have følehornene ude og selv være dygtig til at tilpasse og udvikle den måde, du agerer sammen med din baby.

 

Når dit barn bliver mor/far-syg

Dit barn har nu i høj grad mulighed for at vise dig, at det ønsker samvær med dig.

Din baby kan kravle efter dig og give tegn til, at det vil bæres.

I denne periode bliver barnets tilknytning til forældrene tit så intens, at barnet ikke vil være adskilt fra forældrene.

Ofte forholder det sig sådan, at denne fase falder sammen med tidspunktet, hvor barselsorloven slutter.

Det er en svær situation at stå i som forældre, når man har sin højtelskede guldklump på den ene side, og et samfund der kalder på den anden.

Læs mere: Sådan støtter du barnets sprog

 

At klare sig uden mor og far

Når samfundet kalder, er du nødt til at overgive dit barn til andre.

Det er aldrig godt for en baby at blive overladt til én, det ikke kender.

Men heldigvis går det ofte hurtigt med at tilpasse sig det nye sted, hvor dit barn skal passes,

og efter få uger eller en måned kan flere forældre opleve at det ligefrem bliver svært at få børnene med hjem igen.

Det er nemlig også sjovt at lege med jævnaldrende, og mange pædagoger er dygtige til at finde på sjove aktiviteter.

Spædbørn trives bedst, når de passes af mennesker, de har tilknytning til.

Det kan derfor være en god ide at sørge for, at I, som forældre, ikke er de eneste, barnet har tillid til.

Det er en god ide, at der er mindst én anden voksen, barnet kan knytte sig til.

Måske en bedsteforælder eller en nær ven. At elske nogle andre mennesker gør livet tryggere for dit barn.

 

Video: Livet i vuggestuen

 

 

Sådan takler du den dårlige samvittighed?

Babys behov kan nemt komme til at give dig dårlig samvittighed.

Hvis dit barn kunne få det præcis, som det gerne ville have, ville I aldrig være adskilt.

Spædbørn er udelukkende afhængige af deres forældre og andre omsorgspersoner.

De voksnes ”magt” over spædbørn er skræmmende stor, men vær opmærksom på at det ikke altid er din skyld, hvis tingene ikke er perfekte for dit barn.

 

Hold den dårlige samvittighed under kontrol

Somme tider vil dit barn blive ramt af uheld. Og somme tider vil det være din fejl.

At være forældre er et menneskeligt erhverv, og det er et faktum, at mennesker kan fejle.

Sker der noget, er det i orden at føle ansvar og skyld, men det er vigtigt, at du ikke lader det tage pippet fra dig.

Brug hellere dine kræfter på at tænke episoden igennem og lære af fejltagelsen. Så kan den måske undgås næste gang.

 

Du kan ikke styre verden

Der vil også opstå problemer for dit barn, som du på ingen måde har indflydelse på.

Du skal huske på, at du ikke er almægtig. Du kan ikke tvinge resten af verden til at handle på den måde, der er bedst for dit barn.

Hvor end du gerne vil, kan du ikke beskytte dit barn mod den fare og sorg, verden kan bringe.

Du kan desværre ikke kontrollere, om den virus dit barn har, går i ørerne.

Du kan heller ikke kontrollere, om det tog du sidder i på vej hjem, bliver forsinket.

Igen handler det om ikke at bruge energi på at straffe og bebrejde dig selv.

Energien skal bruges på at støtte dit barn og hjælpe det igennem problemet.

Lige meget hvor meget du prøver at beskytte dit barn, vil der opstå problemer.

Og når det ene problem er løst, opstår der sikkert et nyt.

Det er en del af livet, og en del af den proces det er at blive et voksent menneske.

 

baby 11 måneder