Etablering af den første amning
Hvis en baby fødes til tiden og uden komplikationer, vil det ofte reagere med sine medfødte instinkter og reflekser, som netop hjælper den nyfødte på rette vej til at komme godt fra start med amningen. Det er særligt vigtigt at barnet får mulighed for at ligge uforstyrret hos sin mor, hud mod hud, indtil det er færdigt med at amme. Denne første amning har stor betydning for det videre ammeforløb.
I de første dage efter fødslen får barnet råmælk, når det ammer ved sin mors bryst. Her handler det ikke så meget om mængden, men at barnet kommer til brystet så ofte som muligt. Råmælken, eller ”gulddråberne”, som det også kaldes, er meget koncentreret og rig på antistoffer, så barnet får netop, hvad det har brug for.
Hvor lang tid det tager at etablere amning er forskelligt fra person til person, men det er langt fra ualmindeligt, at det kan tage op til 8 uger at etablere en god amning.
Læs også: Den komplette guide til den ammende
Hvor længe gør amning ondt?
Det er ikke meningen, at amning skal gøre ondt. I Ammehjælpen går vi endda så langt som til at sige at amning aldrig må gøre ondt. Smerte er et signal fra kroppen om, at noget er forkert og bør aldrig negligeres eller ignoreres. Før i tiden sagde man, at bryster skulle hærdes, men det er noget frygteligt ammestue-sludder Den nybagte mor vil sagtens kunne mærke, at barnet sutter på brystvorterne, at hun bliver rørt på og at brysterne er ømme, imens mælken løber til. Alting føles nyt og anderledes, sådan er det – særligt hvis man er førstegangs mor.
Mennesker oplever sensibilitet forskelligt, nogle kvinder er meget følsomme på brysterne og oplever stor ømhed omkring brystet, særligt i den tidlige amme-etableringsfase. Det er ikke ualmindeligt, men det må aldrig være smertefuldt. Hvis du oplever amningen som smertefuld er det vigtigt at du tager kontakt til din sundhedsplejerske eller ammevejleder.
Sundhedsstyrelsen anbefaler fuld amning i 6 måneder., og så længe er modermælken også dækkende for barnet. Efter de 6 måneder kan man starte med skemad og sideløbende fortsætte med at amme, hvis både barn og forældre har lyst til det. Kun mor og/eller barn kan afgøre, hvornår amningen skal stoppe, det bør andre ikke blande sig i.
Hvordan stopper man amning hvis barnet er meget ammeglad? Det kan være svært at afbryde amningen i disse situationer, her er det dog vigtigt, at man som mor står fast ved sin beslutning og kærligt, men bestemt, formår at kommunikere sin beslutning til barnet. Et ammestop vil næsten altid medføre dage med gråd og en utilfreds baby. Man er dog nødt til at fastholde sin beslutning for at undgå at forvirre barnet, andet vil med garanti forlænge ammestoppet og det er hverken mor eller barn tjent med. Nogle mødre oplever dog, at det er barnet, som pludselig afviser brystet og dermed afbryder amningen.
Læs også: Derfor sprækker mors brystvorter
Hvor ofte skal baby ammes?
En baby skal ammes så ofte som baby har brug for. Nogle mødre ammer 7-8 gange i døgnet, andre 10-12 gange, begge dele er almindeligt. Det er vigtigt at man ikke sammenligner sig med andre og generelt husker på, at ikke alle dage er ens.
Hvis barnet spiser godt og effektivt ved brystet vil barnet typisk melde sig igen hver 3. time og spise. Det er dog svært at sige helt nøjagtigt hvor hyppigt det er, da man ikke kan måle den mængde mælk, som barnet indtager. Barnet vil måske allerede melde sig igen efter kun 1 time eller 2, ligesom der sommetider kan gå helt op til 4 eller 5 timer.
Du skal som udgangspunkt amme barnet til det er mæt. Det er dog individuelt hvor længe et barn er om at spise sig mæt, men en nyfødt baby vil generelt bruge længere tid ved brystet end et ældre barn.