Close
Log Ind Opret Bruger
Varierede smagsoplevelser afhjælper kræsenhed
facebook pinterest twitter

Varierede smagsoplevelser afhjælper kræsenhed

Avatar
5 september 2013, 10:37 ton

 

varieret kost til baby

Børn, der præsenteres for varierede smagsoplevelser i deres to første leveår, er mindre kræsne senere i livet.

Så selvom det af og til kan være fristende at føje den lille, der midt i ulvetimen sidder og skriger på en leverpostejmad, er der god grund til at tænke i varieret kost.

 

Spis varieret under graviditeten

Allerede mens baby endnu ligger trygt og godt i mors mave, har maden betydning for, hvad barnet vil kunne lide senere hen.

Baby kan nemlig smage gennem fostervandet, hvad mor har spist, og danner derudfra sine egne smagsfavoritter.

Varieret kost under graviditeten er derfor godt for både mor og den lille ny.

 

Sød smag hitter

Når baby kommer til verden, har det en forkærlighed for sød smag, hvilket passer fint sammen med modermælken, der smager meget sødt.

Det er også derfor, at frugtmos og mos af søde grøntsager typisk glider let ned, mens der kan være nogen flere udfordringer ved f.eks. broccoli eller blomkål.

Hvis barnet reagerer ved at spytte maden ud eller vrænge på næsen, er det vigtigt at slå koldt vand i blodet.

Det er helt normalt, at et barn lige skal vende sig til nye smage og konsistenser.

Faktisk har undersøgelser vist, at der skal mindst 10 smagsprøver til, før et barn har vænnet sig til en ny smag.

Læs også: BLW – overgang fra mælk til alm. mad

 

Kræsenhed starter ved 2 års alderen

Jo mere varieret kost du præsenterer barnet for i dets første to leveår, jo mindre er sandsynligheden for kræsenhed senere.

Du skal derfor ikke være bange for at lade dit barn smage forskelligt mad, tværtimod.

Undersøgelser har vist, at barnet har godt af at smage forskellige slags grød og mos fra starten.

Det vil sige, at du i stedet for at give kartoffelmos 3-5 dage i streg, f.eks. kan servere kartoffelmos én dag, gulerodsmos en anden og broccolimos den tredje. Kom gerne alverdens krydderier og hvidløg mm. i mosen!

På den måde stimulerer du barnets smagsløg.

 

Sørg også for variation i konsistensen

Udover forskellige smage er det vigtigt også at introducere barnet for forskellige konsistenser.

Madens konsistens har nemlig også stor betydning for, om barnet kan lide den eller ej.

Du kan introducere barnet til blødt, hårdt og sprødt mad, ved gradvist at gøre konsistensen grovere når det har vænnet sig til at spise grød og mos.

I 7-8 måneders alderen vil barnet typisk være modtagelig for nye smage og konsistenser.