Close
Log Ind Opret Bruger
Frostvejr – hvor meget tøj skal spædbørn have på?
facebook pinterest twitter

Frostvejr – hvor meget tøj skal spædbørn have på?

Avatar
22 januar 2014, 09:14 sofiamanning

Frostvejr

Frostvejr

Frostvejr kan nemt gøre én usikker på, hvor meget eller lidt tøj små børn skal have på.

 

De mindstes temperaturregulering

Spædbørn har en meget stor hudoverflade i forhold til deres kropsvægt, derudover er deres egen temperaturregulering ikke fuldt udviklet, før de er 3 – 4 år. Derfor er det vigtigt, at sørge for de mindste har en passende temperatur.

 

Passende temperatur

Om barnet er udsat for kulde eller varme, så er der nogle tegn man kan gå efter. Prøv at mærke barnet på brystet og på ryggen (inde under tøjet), er barnet tør og varm, så er temperaturen passende. Er det derimod fugtigt/vådt og meget varmt, så har barnet for meget tøj på og er barnet koldt, så skal barnet have mere tøj på.

  • Mærk på barnets bryst og ryg – er barnet varmt og tørt?
  • Sundhedsstyrelsen anbefaler, at, børn sover inde, hvis temperaturen kommer under -10 grader og hvis det er tåget/rimtåge
  • Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn sover inde og er under opsyn, hvis det har feber
  • Varme sokker, vanter og huer – gerne af uld, da det regulerer varmen og holder tørt

 

Pas på vådt og fugtigt tøj

Hvis din baby bliver våd, fx på brystet af savl, mælk eller vand, bør du være opmærksom på at give baby tørt tøj på – især, hvis det er puttetid ude i barnevognen.

Vådt tøj betyder endnu koldere grader på din baby, og det kan ende med snot, feber og sygdom, hvis baby fx er kold og fugtig på brystet.

Vådt bomuldstøj som body’er, hagesmække og strømper isolerer ikke, det køler ned. Hvis din baby savler, er det en god idé at give en uldundertrøje/uldbody på inde under trøjen/body’en, da ulden holder tørt og varmt – og din baby undgår at blive kold og våd på brystet.

Hvis dit barn ikke kan tåle uld (måske pga. børneeksem), så findes der alternativer til det inderste lag tøj som bambus/silke blandinger.

 

Hoved, hænder og fødder

Disse er især udsatte hos spæd- og småbørn. Meget varme afgives fra ansigtet og/eller en hovedet, hvis barnet ikke har så meget hår. Det er derfor vigtigt med en god hue og til de mindste er en elefanthue, der både varmer hoved, ører og hals en god idé. En god og tyk uld-elefanthue er et rigtig godt bud på en vinterhue til din Guldklump.

Vanter og sokker er med til at temperaturen er passende for det lille barn. Hos spædbørn kan fødder og hænder ofte føles kølige, selv om barnet er varmt og har en passende temperatur – Dette forsvinder når barnet er nogle måneder.

Frostsprængte kinder og ru hud kan forebygges med en vandfri fedtcreme. Det er vigtigt, at cremen netop er vandfri, da der kan dannes små iskrystaller i cremen og hermed være årsag til frostskader i kinderne.

Læs mere her: Børn og ski

 

Spædbarnet i barnevognen om vinteren

Det er meget vigtigt, at barnevognen er godt isoleret mod kulde. Hvis det er meget koldt kan man ligge et lag aviser (cirka et par cm) i bunden af barnevognen for at isolere. Barnevognen skal desuden stå i læ, så barnet ikke bliver udsat for træk.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn ikke sover ude, hvis temperaturen når under -10 grader, og de bør heller ikke sove udenfor, hvis det er rimtåge/fugtigt og tåget. Desuden fraråder de, at nyfødte børn ikke sover ude, før de har taget på i forhold til fødselsvægten – og minimum vejer 3.000 gram. Snak med din sundhedsplejerske, og hør nærmere.

Af beklædning bør din baby have et godt, varmt lag inderst mod huden; gerne uld/silke/bambus, og sit almindelige tøj udover (bodystocking, strømpebukser, bukser mv.).

Herudover bør din baby have en heldragt på – mange kalder det også en køredragt.

Hvis det er minusgrader, så overvej en babyflyverdragt.

Det er en god idé at have en dragt, som baby’s hud kan ånde i. Materiale som en blanding af fx uld/bomuld kan din baby ånde i, så hvis dit barn sveder, bliver det ikke fugtigt og køligt.

Undgå gerne heldragter af polyester, når dit barn skal sove i barnevogn – de er super søde at se baby i, men dit barns hud kan ikke ånde i dette kunststofmateriale.

Til de kolde tider kan du bruge en dejlig varm kørepose, voksipose eller sørge for at svøbe din baby godt ind i en varm dyne – og på de meget kolde dage, kan du putte et ekstra tæppe øverst, for at lukke af/holde kold luft ude. Overvej altid, hvad din baby skal have på – hvis I fx bruger en varm voksipose, så er en heldragt nok ikke nødvendig udover babys almindelige tøj.

Vigtigst af alt: Mærk på din baby – se vejret an – vær opmærksom på, at din baby ikke er hverken kold i nakken eller direkte fugtig og svedig.

www.sst.dk (Sundhedsstyrelsen)