Fontanellerne hos babyer og børn
Fontanelle
Fontanellerne er de små huller i kraniet hos børn. Der er to fontaneller, det store ”hul” på toppen af hovedet og et mindre i baghovedet. Disse små huller mellem kranieknoglerne, er dækket af en sej membran. Den lille fontanelle i baghovedet lukker efter cirka 2-4 måneder, mens den store på toppen af hovedet lukker efter 1½-2 år.
Under fødslen laver jordmoderen en indvendig undersøgelse, hvor hun bruger skillelinjerne i kraniepladerne og fontanellerne som pejlemærker for hvordan barnet ligger i bækkenet. Når barnet så fødes kan kraniepladerne overlappe hinanden en smule, så der er plads til at komme ud. Det er også derfor, at barnet kan se noget deformt ud lige efter fødslen.
Barnets fontaneller har stadig en funktion efter fødslen, det første år vokser hjernen rigtig meget og hovedet udvides med cirka 12 centimeter på det bredeste sted. Halvdelen af udvidelsen sker i løbet af de første 3 måneder. Denne eksplosive vækst, kræver at hovedet er i stand til at give hjernen plads. Fontanellerne og skillelinjerne gør at barnets hovedet er formbart, særligt i de første måneder.
Læs her: 5 gode råd til at undgå fladt baghoved
Kan man mærke fontanellerne?
Den trekantede fontanelle, som er den der sidder i baghovedet, er ikke altid nem at mærke. Den firkantede fontanelle, som er den på toppen af hovedet, kan du helt sikkert både se og mærke. Den firkantede fontanelle kan være fra en fingers bredde op til tre fingers bredde og begge dele er lige normalt.
Må man røre ved fontanellerne?
Fontanellerne er dækket af en meget solid hinde, så det er ikke skadeligt for barnet at røre ved dem. Det er en skrøne, at man ikke må røre ved fontanellerne – så længe man er forsigtig og ellers behandler barnet normalt, så er der ingen fare for at beskadige fontanellerne.
Den ser ikke ud som den plejer
Er fontanellen lidt indsunken, så der ligesom kommer en fordybning i hovedbunden, så mangler barnet væske. Dette kan forekomme, hvis det er varmt eller barnet har feber. Sker det, så sørg straks for, at barnet får vand eller bliver ammet.
Mere sjældent er det at fontanellen er spændt ud og buler udad. Dette kan være tegn på sygdom og man skal straks søge læge.