Close
Log Ind Opret Bruger
Forløb om min abort
facebook pinterest twitter

Forløb om min abort

admin
17 april 2015, 08:07 admin

Blomst bliver holdt i hånden og de små blade plukkes af en for en. Mon det bliver en abort

Det hele startede med at min kæreste og jeg fandt ud af, at vi efter kort tids forsøg skulle være forældre. Vi var ovenud lykkelige, og glade for at det gik så hurtigt.

Vi tog til et lægebesøg i slutning af uge 8. Der fik jeg taget de prøver der nu skulle tages, og det gik ok.

Efter lægebesøget fortalte vi det til vores nærmeste familie, dvs. mor, far + søskende osv. Alle blev glade, og vi besluttede os så også for at sige det til vores nærmeste venner, der bestod af omkring 5-6 personer.

Efter en uges tid blev min mor indlagt. Det var meget hårdt, for pludselig stod jeg der, med min lillebror hvis far var i Jylland, og en hund som jeg skulle til at hente. Jeg blev meget stresset.

Efter stressen havde lagt sig en smule, begyndte jeg at få det som om der var et eller andet i vejen, jeg var urolig i kroppen, og jeg kunne ikke helt sætte ord på hvad det var.

Det resulterede så i at jeg ville føle mig tryggest ved at, vi fik en tidlig scanning på en privatklinik. Min mor var stadig indlagt, så det der skulle til at ske var faktisk begyndelsen til det mest smertefulde i mit liv.

 

På privatklikkken

Da vi kom op på privatklinikken, virkede det helt fint, der virkede hyggeligt, og både min kæreste og jeg var spændte på at se det lille foster.

I ventetiden kom der mange glade par ud, der havde fået deres køn på barnet at vide.

Jeg var i dette tilfælde i uge 10+4 (hvis man ikke tæller den ekstra uge som så var jeg i uge 9+4).

Da vi kom ind, virkede det som om at jordemoderen var en rigtig venlig kvinde. Omgivelserne var rare, og man skulle ikke op og lægge med begge ben i vejret.

Det startede med at jeg blev ultralydsscannet på maven, altså ikke vaginalt.

 

Den dårlige nyhed

Jordemoderen startede med at vise os fosteret, men jeg indså ret hurtigt at, der var et eller andet galt, da jordemoderen ikke virkede særlig snaksalig, og sagde at hun ledte efter noget.

Hun opgav, og sagde at hun gerne ville have en ultralydsscanning vaginalt. Det gjorde vi så, dog havde jeg lidt på fornemmelsen at denne nyhed der ville komme om lidt, det var ingen gode nyheder.

Da andet forsøg gik i gang, blev jeg overældet af mine følelser, men jeg prøvede ikke at græde, jordemoderen sagde godt nok at hun ikke kunne se noget hjerteblink, samt at fosteret var meget lille i forhold til hvor langt jeg var henne.

Derfor hentede hun sin kollega. Kollegaen kom til samme diskussion: Fosteret var dødt.

Dér knækkede filmen for mig. Jeg kunne slet ikke kontrollere min følelser, og jeg begyndte at bryde helt sammen.

Det ønskebarn min kæreste og jeg havde skabt, ville nu ikke blive til noget. Det var dødt.

De sagde at jeg skulle ringe til min egen læge mandag, så jeg kunne få en henvisning til gynækologisk afdeling ude i Hvidovre for at få fosteret fjernet.

 

Efter den dårlige nyhed

Efter nyheden skulle jeg bare hjem – vi havde egentlig haft en aftale, men jeg skulle bare hjem og have lov til at flippe ud.

Jeg græd hele vejen hjem i taxaen, og da vi kom op i lejligheden løb jeg ind på soveværelset, og lade mig sige det mildt, jeg tudbrølede og sagde at jeg ikke havde lyst til at leve mere, samt at jeg ville have min mor.

Jeg var bundulykkelig. Heldigvis, for mig, havde min kæreste hovedet koldt, selvfølelig var han ked af det, men jeg går ud fra i dag, at han holdte hovedet koldt for min skyld.

Vi snakkede med vores aftale, og vi skulle lige have lov til at falde ned før vi aflyste eller hvad vi lige gjorde. Jeg faldt lidt ned, og vi fik ringet rundt, og sagt til folk at graviditeten desværre ikke blev til en realitet.

Læs også: Faderstuens blog om at miste

 

Tankerne køre rundt i hovedet

Min kæreste og jeg besluttede at vi tog afsted til vores aftale, for selvom det var hårdt så skulle jeg have tankerne andetsteds hen.

Jeg tog derhen og det var meget hårdt for mig psykisk at skulle til at socialiserer, men det var ”heldigvis” nogle nære venner, samt min kærestes bror og søster der var der, så jeg skulle ikke til at prøve at opretholde en facade for at jeg var ok, for det vidste de jo jeg ikke var.

Det gik sådan set fint nok, men hjemme blev jeg rigtig ked af det igen, og fik hele tiden op i tankerne at: Hvad nu hvis jeg ikke kan få børn? Hvad nu hvis det her bliver enden på min kærestes og mit forhold, for det gjorde det jo for nogle?

Jeg gearede mig simpelthen op i en angstlignende tilstand.

Min kærestes bror og bedste ven kom ned til os, da de bor i lejligheden over os, og prøvede at hjælpe os lidt ved at lave pandekager, og se en film.

Dog var jeg så udmattet, at selvom det var mig som havde valgt filmen, faldt jeg i søvn på sofaen ca. fem minutter efter.

Jeg vågnede ved at jeg lå på sofaen, min kæreste og de andre var gået ovenpå, så jeg ringede til ham og spurgte om han ikke ville komme ned, og det gjorde han, og vi lagde os til at sove.

Dagen efter blev vi inviteret ned for at besøge mine svigerforældre, for at blive tager lidt om, de lavede noget mad til os, og vi tog et spil yatzy.

 

På vejen hjem

På vej hjem fik jeg simpelthen så ondt i min mave, at jeg kunne knapt gå, men jeg kom op i lejligheden, og ringede til akuttelefonen for det gjorde helt vildt ondt.

De var rigtig søde inde på akuttelefonen – det var nok den bedste oplevelse jeg har haft med dem so far, og de sagde at de ville ringe ind til Hvidovre Hospital for at få en tid til mig.

De ringede tilbage efter 10 minutter, og sagde at jeg havde fået en tid kl 12.40 inde på Hvidovre Hospitals Gynækologiske afdeling næste dag (altså mandag).

Det blev jeg glad for, og tog nogle smertestillende for derefter at lægge mig til at sove.

 

På hospitalet

Dagen efter stod jeg op, og vi gjorde os klar til at tage af sted til hospitalet, jeg havde det egentlig okay da jeg stod op om morgenen, men da vi kom ud på hospitalet, og så alle de gravide og nyfødte, der knækkede filmen for mig – igen.

Det var jo ligesom også meningen at jeg skulle være der til oktober, være enten nybagt mor eller gravid og lykkelig for at man kunne skabe liv.

Vi kom ind i venteværelset, og så kom der en rigtig sød sygeplejerske ud. Jeg kom ind i undersøgelsesrummet, hvor der også sad en læge, og de fortalte mig hvad de skulle undersøge og hvad der skulle ske efter.

Jeg sagde til dem, at jeg helst ikke havde lyst til at se på skærmen, og at hvis det var muligt, ville jeg helst ikke have at der blev snakket om barnets død, mens de sad og scannede.

Det tog de rigtig meget hensyn til, og da de var færdige, tog vi en snak, hvor at de sagde at fosteret var dødt i uge 7, så barnet havde ca. været død i 2 uger.

Jeg blev igen rigtig ked af det, men de beroligede mig med, at det var heldigvis godt at det ikke var en graviditet uden for livmoderen, samt at det var jo et tegn på at jeg kunne blive gravid, men fosteret nok desværre havde haft en kromosomfejl, og det kunne måske have sluppet os for at træffe et svært valg senere hen.

Samme tid, skal man tænke på at det er ca. 20 % der mister fosteret i de første 3 måneder, så det var naturens måde at sige på, at dette barn måske ville få det svært og have mange komplikationer.

Læs også: andre artikler om abort

 

Valget mellem kirurgisk eller medicinsk abort

Vi skulle nu til at tage en beslutning om hvordan jeg ville få fosteret fjernet. De sagde at pga. min krop ikke havde udstødt det selv, så kunne man gøre to af følgende måder: Medicinsk abort eller kirurgisk.

Jeg spurgte om fordele og ulemper ved begge, men de begge anbefalede at selvom det måske var den mest ubehagelige psykisk og at der nok ville være meget blod, så anbefalede de altså at tage den medicinske pga. der ville være færrest komplikationer mht. underlivsbetændelse osv.

Så den valgte jeg, og det skal siges, at jeg var meget i tvivl for jeg ville egentlig bare hurtigst muligt have det væk.

Dog var jeg rædselsdagen for en fuld narkose, så valget lå jo egentlig bare lige til højrebenet.

Jeg kom hjem med 3 poser, den første var smertestillende som jeg skulle tage, samt noget kvalmestillende, lige efter skulle jeg tage 4 stk. cytotec piller op vaginalt, efter det skulle jeg ligge ned i en time, så pillerne ikke faldt ud.

Min kæreste og jeg havde ringet til hans mors, og spurgt om hun ikke ville komme over, da min egen mor jo var indlagt, og jeg følte egentlig også at selvom der skulle være en til at passe på mig, så følte jeg også at der skulle være en til at passe på min kæreste, for det var da også hårdt for ham?

 

Gør mig klar til aborten

Da der var gået en time, faldt jeg i søvn, jeg vågnede da det ringede på døren, og det var hans mor, som kom.

Der ville gå ca. 4-6 timer før pillerne ville begynde at virke, så vi brugte tiden på at spille et spil. Da klokken blev ca. 17 begyndte det så at bløde.

Vi havde bestilt noget mad, som min kæreste gik ned for at hente, det blødte som en kraftig menstruation, men dog ca. hvert 15. minut blev jeg nødt til at gå ud på toilettet for at bløde nogle klumper ud.

Da min kæreste kom tilbage spiste vi, og det var faktisk ret hyggeligt, selvom jeg også var ret ked af det. Da vi havde spist bestemte vi os for at se en film, vi så Grease, og jeg lå på sofaen, med to håndklæder for at blodet ikke skulle ramme sofaen.

 

Aborten går i gang

Det der så skete, midt i filmen, var det mest ubehagelige jeg har prøvet psykisk. Detaljerne der kommer er ikke særlig rare. Midt i filmen, hvor stemningen ellers var god, der skulle jeg nyse. Da det endelig kom ud, så væltede det bogstaveligtalt ud med blod.

Det var på mine ben, min trøje, bukser, mit bind var blødt fuldstændig igennem, og hvis det ikke var pga. håndklæderne havde sofaen også været fuldstændig blodet til.

Jeg turde ikke at gå, fordi jeg var bange for at dryppe vores nye hvide gulvtæppe til, men jeg bandt et håndklæde rundt om livet, og fik trasket mig ud på toilettet, hvor at det endte som et blodbad, fordi alt mit tøj var blodet til, og jeg skulle have noget andet på. Det var dog ret besværligt, for det blev ved med at bløde, og jeg blev svimmel.

Jeg fik skiftet mit tøj, og der var blod over det hele på toilettet. Jeg havde aldrig været så ked af det før, for der var jo blod over det hele, og jeg var i forvejen rigtig ked af det, og ikke mindst pisse bange.

Jeg fik lagt mig ind på sofaen igen, med nye håndklæder, og jeg fik noget at drikke. Jeg følte mig meget træt, og jeg havde fået kvalme af alt det blod. Men jeg kæmpede mig psykisk videre, og vi så filmen videre, hvilket faktisk blev ret hyggeligt, efter chokket havde lagt sig.

Min svigermor tog hjem efter filmen, og så var det min kæreste og jeg der var tilbage, han spillede lidt pc, imens jeg lå på sofaen og slappede af. Vi havde fået hans bror og ven til at gå med hunden om aftenen, men jeg fik det rigtig dårligt, og havde rigtig meget kvalme, så jeg ringede direkte ind til gynækologisk afdeling, for at høre om jeg kunne få noget kvalmestillende.

Det kunne jeg, og jeg følte mig virkelig indelukket, så selvom jeg var fyldt med smerter, så tog min kæreste og jeg ned på døgnapoteket, og købte de kvalmestillende, samt nogle nye natbind, da jeg havde brugt resten, hans kammerat og min kæreste var gået lidt i forvejen ned til en 7eleven, for at købe en cola, for jeg ligesom kunne få lidt til blodsukkeret, da jeg følte mig fuldstændig udkørt, og færdig.

Jeg havde meget ondt, og da jeg kom hjem, havde jeg igen, blødt igennem, så jeg besluttede mig for at gøre sengen klar, så jeg kunne gå i seng.

Jeg havde sagt til min kæreste, at han endelig bare skulle hygge sig med sin kammerat, for jeg ville nok bare lægge mig til at sove.

I 7eleven havde min kæreste simpelthen været så sød at både at købe min cola, men så også at købe min yndlings donuts. Så jeg fik lidt i maven, før at jeg skulle sove.

Jeg var på toilettet et par gange, før at jeg faktisk faldt i søvn, men det skete til sidst.

 

Dagen efter

Dagen efter havde jeg det overraskende godt. Jeg var da svimmel, men ellers da fint kørende.

Jeg skulle hjem og hente noget hundemad hos min mor, samt samtale hos min præst, så jeg havde fået en ven til at køre mig til min mors sted, og det gik fint, jeg havde også planlagt at tage bussen til præsten, men der kørte han mig også hen, så jeg fik heldigvis ikke overbelastet mig selv særlig meget.

Jeg var til samtale hos præsten, og det hjalp rigtig meget at fortælle om hvordan jeg havde det.

Efter samtalen, gik jeg ind på apoteket for at købe noget jerntilskud og nogle vitaminer, og derefter bestilte jeg en taxa for at hente min lillebror som jeg ville have nogle dage med, og for så at køre ud og besøge min mor.

Det var rart at se min mor, jeg havde virkelig brug for et kram fra hende.

Da vi havde været der kort, tog min lillebror og jeg ved for at shoppe, han fik et par nye sko, vi købte slik og film til om aftenen, og vi skulle bare hygge.

Da jeg kom hjem fik jeg det så pisse dårligt, så jeg ringede til vagttelefonen, og de sagde at jeg skulle tage ud til dem, for det kunne jo være blodmangel, men jeg orkede virkelig ikke at tage ud til Hvidovre fra Amager sent om aftenen, jeg havde nemlig håbet på jeg bare kunne komme på Amager Hospital, så jeg sagde at jeg ville se tiden an.

Jeg fik det bedre at have ligget ned, og slappet af, og jeg gik i seng efter at vi havde set film.

 

Til påskefrokost

Dagen efter skulle vi til påskefrokost, men først skulle jeg aflevere min hund, for dagen efter var det egentlig planlagt at vi skulle med Oslobåden, så hunden skulle passes, så min bror og jeg tog derud først.

Det gik fint, og vi tog ud til påskefrokosten efterfølgende. Det var ret hyggeligt, men efter en times tid, blev jeg simpelthen så dårlig.

Jeg fik rigtig ondt i maven, og jeg havde heller ikke rigtig blødt dagen før, så jeg ringede ind til afdelingen, hvor at de så sagde at jeg skulle komme ind for at blive tjekket.

Min kæreste blev og holdte øje med min lillebror, imens at min svigermor tog med mig ind til Hvidovre.

 

På hospitalet for anden gang

Der var lidt ventetid, og jeg fik det simpelthen værre og værre, da lægen endelig kom, kom vi ind i samtalerummet, lægen virkede rigtig sød.

I ventetiden havde jeg spurgt om noget smertestillende, men pga. min temperatur ”kun” var 37,6 og min puls var for høj, så havde sygeplejersken ikke ment, at jeg måtte få noget før jeg havde snakket med lægen.

Lægen sagde så at jeg godt måtte, men at undersøgelsesrummet først skulle være ledigt før at han kunne tjekke mig, så vi blev sendt ud i venteværelset igen, hvor vi så lige ringede rundt for at fortælle at der nok gik lidt, i mellem tiden fik jeg pludselig VIRKELIG ondt i underlivet.

Jeg løb ud på toilettet hvor det pludselig begyndte at bløde igen, og før jeg nåede at sætte mig på toilettet væltede det ud med blod + klumper på gulvet.

Jeg græd, og havde virkelig ondt, det mest smertefulde jeg havde prøvet i mit liv, jeg prøvede at tørre blodet op.

Derefter gik jeg ind til sygeplejersken og spurgte om jeg ikke måtte lægge mig ned et sted og få noget smertestillende, jeg kom ind i en seng, på en observationsstue, hvor lægen kom kort tid efter, og jeg skulle ind og undersøges.

Jeg skulle igen scannes, hvor at lægen så konstaterede at alt var ikke kommet med ud, samtidig kiggede han op i livmoderen, hvor han så, at grunden til at jeg måske havde så ondt, var at det var pga. der var en ”blodprop”/slimprop der sad og spærrede for det som gerne ville ud.

Han begyndte at tage en eller anden tang, for at springe proppen, det gjorde ondt ad helvedes til, og jeg græd, jeg ville have min mor, efter han havde gjort det, så væltede det ud med blod, og han scannede mig igen, for at se om det hjalp, der var stadig en lille smule deroppe.

 

Indlagt med smerter

De vurderede at jeg skulle blive i to timer for at se med hensyn til blødningen, jeg blev lagt ind i sengen igen, hvor at min svigermor sad, jeg fik noget smertestillende, og de sagde at jeg måske skulle blive der natten over, samt at jeg skulle faste, for hvis blødningen ikke var aftaget skulle jeg have en udskrabning dagen efter, så jeg var ret sulten.

Vi ringede til min kæreste, som kom ind efter en times tid, lægen kom ind og fortalte at de ville anbefale mig at blive natten over, så det gjorde jeg.

Jeg fik taget blodprøver, og jeg lå med noget der lignede voksenbleer, de andre tog afsted, og der lå jeg alene på en 4-mandsstue.

Jeg var rigtig ked af det, og snakkede med min tante det meste aftenen.

Da det blev sent, kunne jeg ikke sove, så jeg blev lidt barnlig, og begyndte at lege med elevationssengen. Jeg havde heldigvis også netflix på min mobil, så det var okay. Jeg tror jeg faldt i søvn ved to-tiden.

Ved syvtiden blev jeg vækket, ved at de skulle tage min temperatur, samt mit blodtryk, og da jeg ikke fik noget at vide, gik jeg ud fra at det var ok.

Min blødning var stillet af, hvilket jeg fortalte sygeplejersken, og hun sagde at det var fint.

 

Flere piller…

Jeg kunne ikke sove igen, og klokken lidt i ni, kom en anden sygeplejerske ind, og fortalte at lægen ville komme ind og undersøge mig efter hun havde klaret en anden udskrabning.

Min kæreste kom kl 9, og vi prøvede at finde ud af hvad vi skulle gøre med vores Oslo tur.

Da lægen kom ind, skulle jeg igen ind og scannes, og hun sagde at alt stadig ikke var kommet med ud, så igen havde jeg to valg.

Enten kunne jeg vælge en kirurgisk udskrabning og få det overstået, eller tage nogle piller der forhåbentlig ville hjælpe til at afstøde det sidste oppe i livmoderen.

Jeg valgte pillerne, og blev sendt hjem, og vi fik heldigvis turen til Oslo rykket.

Jeg fortalte til sygeplejersken at jeg havde valgt pillerne, fordi jeg var virkelig bange for narkosen, jeg havde virkelig ikke lyst til det, og hvis jeg kunne gøre noget for at forhindre det, så var det det jeg gjorde.

Jeg har nu taget pillerne, og skal til scanning igen på torsdag.

Hvis de ikke har hjulpet skal jeg have en udskrabning. Så jeg håber jeg har klaret det.

 

Kom ud med erfaringer, det kan hjælpe!

Grunden til at jeg ville lave denne artikel er fordi jeg føler at der er så mange historier som enten er gået helt fantastisk eller rigtig dårligt.

Jeg har dog ikke følt at der er nogle hvor der har været komplikationer, som min, hvor der har været indlæggelse, uheld på hjemmefronten, og hvordan man kan klare stresset.

Og ærlig talt, det kan man heller ikke, så lad følelserne få frit løb, og selvom det er svært så fokuser på det gode der sker, fx jeg har været mega glad i dag fordi været har været godt, så min kæreste, en af hans kammerater og jeg endte med at gå en tur ned og spise brunch og hygge os, ja jeg bløder pga. pillerne, og har ondt, men jeg prøver at se det positive, og gribe dagen.

Påskeugen har været et helvede, og jeg ville ønske at det kunne laves om, men det kan det altså ikke.

At miste et potentielt barn, et ønskebarn er hårdt, og det er svært.

Men se hellere på den lyse side, og tænk på at det måske er naturens måde på at sige, at det barn måske ikke ville blive raskt nok til den virkelige verden.

Det hjalp i hvert fald mig.

Skrevet af: Samantha Larsen
5/4 2015.

Kærlig hilsen

Julie & resten af Team Min-Mave.dk