Close
Log Ind Opret Bruger
Blødning og smerter i første trimester (graviditetstab eller spontan abort)
facebook pinterest twitter

Blødning og smerter i første trimester (graviditetstab eller spontan abort)

Avatar
18 august 2016, 10:20 legeambassador

Blødninger under graviditet er ofte et tegn på gravidietetstab

Når en ønsket graviditet er konstateret med enten en urin- eller blodprøve er det normalt at forvente, at menstruationsblødningen stopper, og at graviditeten vil vokse sig større igennem de næste 9 måneder.

Det kommer derfor ofte overraskende, hvis der opstår blødning og/eller smerter, hvilket imidlertid er meget normalt, især i graviditetens første trimester (ca. til graviditetsuge 12).

 

Graviditetssymptomer forsvinder

Hvis de ”klassiske” symptomer på graviditet: kvalme, opkastninger, ubehag i maven evt. reelle smerter, brystspændinger mv., pludselig forsvinder, kan det være et tegn på, at graviditeten ikke udvikler sig normalt, men det kan også blot signalere, at den gravides krop er begyndt at vænne sig til sin tilstand.

Opstår der blødning er det ikke nødvendigvis unormalt på dette tidspunkt. I takt med den store proces, der foregår i livmoderen, frigives mange hormoner og livmoderhalsen kan blive skrøbelig og have let ved at bløde enten ved let berøring ved samleje eller af sig selv. Derudover kan moderkagen inde i livmoderen være ved at blive dannet tæt på udgangen af livmoderen, og et lille blodkar kan evt. give lidt sparsom blødning.

Smerter kan ligeledes være svære at afgøre om er normale for denne tidlige graviditet, eller repræsenterer et tegn på, at livmoderen er ved at tømme sit indhold.

 

Typer af graviditetstab

Opstår ovennævnte symptomer i løbet af de første 12 ugers graviditet, er der pr. definition tale om en ”mulig spontan abort”.

Afhængig af senere undersøgelser vil man betegne forløbet som:

 

Komplet spontan abort:

Livmoderen har tømt sit indhold komplet, uden behov for behandling.

 

Inkomplet spontan abort:

Livmoderen må tømmes for resterende væv, enten med tabletter eller udskrabning.

 

Missed abortion:

Der ses ved scanning et foster uden hjerteslag, graviditeten er således gået til, men da der hverken er blødning eller smerter, er aborten ikke begyndt. Oftest hjælpes aborten derfor på vej med tabletter eller udskrabning.

Ovenstående gælder kun i de tilfælde, at man med sikkerhed har set en graviditet inde i livmoderen, som kræver, at man med en scanning har set en blommesæk inde i livmoderen. Er dette endnu ikke set betegnes graviditeten som:

  • Graviditet med ukendt placering: Man ved kvinden er gravid, men ikke hvor graviditeten sidder. Oftest er det, simpelt nok, fordi man scanner hende så tidligt, at det ikke kan afgøres endnu. Man vil derfor følge udviklingen af graviditetshormonet i blodet.
  • Graviditet udenfor livmoderenDer er tegn på ultralydsscanningen til at graviditeten sidder udenfor og kvinden har smerter og andre symptomer der passer hertil.

 

Underøgelse og scanning hos lægen

Iværksættes afhængig af forløbet. Typisk vil man scanne den gravide igennem vagina for at afgøre, hvilken af de ovenfor nævnte muligheder, der er aktuel.

Såfremt der ikke er synlige tegn til, at graviditeten er gået til, vil man berolige den gravide om, at det meget vel kan tænkes, at blødningen intet betød. Ofte vil man give en ny tid til opfølgende scanning om 1-2 uger og mulighed for at kontakte gynækologen hvis blødningen tager til.

 

Gode råd til dig

Prøv at bevare roen er det bedste råd. Der er langt oftest tale om en ufarlig tilstand, da kun meget få graviditeter udenfor livmoderen udvikler sig i en farlig retning.

Det skal dog understreges, at svære smerter og/eller kraftig blødning bør udløse akut lægekontakt, da en graviditet udenfor livmoderen er en potentielt farlig tilstand. Er du i tvivl, er det heller aldrig forkert at ringe og spørge din læge om hvad du bør gøre.

Kommer man i telefonisk kontakt med egen læge eller gynækolog, vil man ofte blive spurgt om blødningen er mere eller mindre end vanlig menstruationsmængde, samt hvor ondt smerterne gør på en skala fra 1-10, hvor 10 er den værste smerte man kan forestille sig. Ud fra disse svar og yderligere oplysninger vil lægen afgøre, hvornår man skal foretage de yderligere undersøgelser, hvilket ofte kan vente til den kommende dag.

Er der tale om et graviditetstab er dette meget normalt, i lægeverdenen taler man om at 1 ud af 5 (eller flere) graviditeter faktisk går til, og har man ikke haft gentagne tab, er der ingen grund til at tro, det ikke skal lykkes næste gang.

 

Komplikationer ved tabt graviditet

Da der ingen mulighed er for at stoppe et tidligt graviditetstab, er komplikationerne udelukkende gældende for den gravide kvinde.

Yderst sjældent kan blødningen være så kraftig, at man kan få brug for en udskrabning og evt. blodtransfusion. Ligeledes sjældent kan graviditeter udenfor livmoderen bløde i maven og skabe behov for en akut operation.

Gentagne spontane aborter (>3 på hinanden følgende) kan føre til, at man henvises til ”habituel abort enheden”, hvor yderligere undersøgelser kan prøve at beskrive, hvorfor man har en tilbøjelighed til at abortere. Samtidig kan enheden iværksætte forskellige tiltag, der kan øge chancen for et succesfuldt svangerskab. Et dansk studie2 fandt, at 2 ud af 3 danske kvinder, der var henvist til habituel abort enheden, lykkedes med minimum 1 levende fødsel indenfor 5 år af henvisningen.

 

Kilde:

1) Macklon m.fl.: Conception to ongoing pregnancy: the ‘black box’ of early pregnancy loss. Hum Reprod Update. 2002

2) Lund m.fl.: Recurrent Miscarriage and Prognosis for Live Birth. Obstet Gynecol 2012